Reviews

 

Powerplay er et band med en bizar historie, de var unge lovende i starten af 90’erne, men grundet tragiske hændelser privat var de sat ud af spil i tyve år. Nu er de trådt ud af fortiden og har en mission; god gedigen underholdning af høj musikalsk værdi.  

Back in the day bekendte de sig til USA westcoast rock, a la Toto, og det gør de søreme også i dag, hvilket kan virke outdated og gammelfar agtigt. Og lige når de går igang, er det svært ikke at forestille sig en eller anden 80’er reklame for en amerikansk sportstøjsfabrikant. Men kort efter breder der sig et af de allerbredeste smil i femøren.

Lørdagsmassage

Startende med “City of Life”, masserer de deres softrock publikums ører, hvilket man nok havde glemt, at man havde behov for efter halvanden dags særdeles hård rock. Ret hurtigt står folk og nyder musikken. Det er godt valgt at placere Powerplay på dette tidspunkt på festivalen.

Jeg fremhævede ham også, da jeg så dem i PH Cafeen den 4/9 sidste år, til release af deres debut, “All Those Years”, nemlig deres bassist Philip Stricker, han har altså ikke betalt mig for det, men han har en fantastisk ikke-anmasende tyngde, tydelig, men helt in-tune med samtlige instrumenters samspil. Ro, balance og store ører.

West Coast eller intet

Sidst havde de to korsangere med, men det var nok med den ene i dag, hendes klang passede godt til Erik Thomsens lead. Bandet underholdt, hev gamle meloditrick op af hatten, og besad en gennemført lækker, varm, rolig og tilbagelænet sikker sound; og Erik Thomsen har en klar lys vokal med et element af soul i bunden, og en smule knas i toppen. Det er en gennemført behagelig americana klang, som man skal kunne give sig hen til – eller gå i baren. For der er ingen slinger i valsen, især ikke med Simon Dahlbergs saftige og drevne gryder. Selve nummeret “Powerplay” bliver man sgu aldrig træt af, det rammer noget real life pain, hvis I forstår. Og Thomsen leverede en killer vokal på det nummer.

Det er lidt synth

Lidt malurt. Jeg manglede langt mere synth/piano i lydbilledet og deres lækre 7’er akkorder gik ikke så godt igennem, hvilket er ærgerligt, da det er ret signifikant for deres stil. Publikum var mere passive end tidligere idag, der blev snakket og mumlet lidt i krogene – taget løftede sig kun i det ene hjørne et kort øjeblik, men, ok, det matchede bandets tilbagelænede drive, og melodierne var igen dejlige, livsbekræftende og, ja, mamutterne er stadig fri af fortidens is (forsangeren ved måske hvad jeg mener).